Massagens Historie

Massage kan finde sin anvendelse helt tilbage til Hippokrates......

Massagens Historie

En begyndende betragtning af massagens historiske udvikling, er med til at udvide vores syn på hele området omkring de forandrede helbredelsesmetoder igennem tiden.

Denne historie er en del af hele medicinens historie, som ledsagede menneskehedens bevidstheds ændringer, igennem verdensudviklingen.

Hver tidsepoke har forskellige forestillinger om sammenhængen mellem mennesket og verden, om sygdom, død og helbredelse. Det vi i dag betragter som den eneste virkelighed, var for længe forgangne tider illusion (den store Maja). Og hvad mennesket tidligere i andre bevidsthedstilstande oplevede som væsentligt, var den ’virkelighed’ som tingene udsprang fra og afhang af. Således har medicinen, også ud fra spirituelle helbredelsesmetoder, som blev udøvet i oldtidens mysteriesteder, efter deres forfald langsomt forvandlet sig til en behandling af det fysiske legeme alene med naturens substanser og til sidst også med syntetiske substanser, som med dette udgangspunkt blev betegnet som ’undernatur’ af større personligheder.

Denne ændring sker langsomt gennem årtusinder, men lader sig tydeligt påvise ved markante fænomener. Betragter man menneskets historie i sin helhed så er den, indtil mysteriet på Golgata, en langsom nedstigning af det åndeligt-sjælelige menneske i det fysiske legeme.

Først mellem det tredje og andet århundrede før Kristus, begyndte den daværende kulturbærende menneskehed at opfatte det fysiske legeme, ikke mere kun som et ’beskyttende hylster’, men at identificere sig med det. Mens kontinuiteten i livet i den åndelige verden før fødslen og gennem jordelivet til tiden efter døden var en selvfølgelig overbevisning, begyndte dengang usikkerheden om sjælenes forbliven efter døden.

Før denne tid var alle helbredelsesmetoder, også som den ægyptiske ’tempelsøvn’, rene åndelige procedurer. Skolede præstelæger kunne dirigere de syges sjæle, som under søvnen er hævet ud af legemet, således i den åndelige verden, at de kom til en anskuelse af ’sundhedens urbillede’, dengang æret som ’Isis’, for så vidt som hun forestillede billedet af den guddommelige verdenssjæl, menneskesjælens rene urbillede før syndefaldet. Gennem synet af hende, erfarede den syge den åndelige korrektur og bragte ved genopvækkelsen de helbredende impulser med tilbage i legemet. Man må derved forestille sig, at sjælen i ældre tider endnu havde mere magt over det fysiske legeme og virkelig forvandlede dette efter det optagne urbillede under helbredelsessøvnen. I dag ville sådanne helbredelsesmetoder ikke mere være mulige, fordi de fysiske legemer er blevet for forhærdede.

På den tid, som må tænkes som en epokes blomstringstid, som ligger endnu før de historiske overleveringer, havde procedurerne ved selve legemet (med undtagelse af sårbehandling naturligvis) mere karakter af forberedelse og renselse af rituel art, således som de hørte sig til ved tempelhandlinger. Senere begyndte man også at udforske organerne i legemets indre, men ikke på samme måde som i vor nutidige anatomi, snarere som et afbillede af makrokosmos. Den dybtgående læresætning af Hermes lød: ’Foroven er alt som forneden’.

Et næste trin kan man betragte i den græske kultur. Endnu er det altid sjælens veje man forfølger, og endnu er lægen en præstelæge og helbredelsen en tempelhandling. Det er først Hippokrates som lukker mysterierne til og begynder at virke i verden og at grundlægge den esoteriske medicin.

Endnu i det tidlige Grækenland finder vi Asklepiosmysterierne, som derfor er af særlig interesse, fordi de tydeligt viser overgangen fra den gamle helt spirituelle behandlingsmåde til en mere legemsbunden terapi. – Jeg henviser i den korte fremstilling til en artikel af Walter Johannes Stein, som han offentliggjorde i tidsskriftet ’Natura’ 1. årg. 1926/1927.

Asklepios blev betragtet som en søn af Apollo. Han var for grækerne en slags frelserskikkelse, thi de gamle grækere sagde om ham: ’Asklepios gør deres byrde let, som er belastede med møje og lidelse’, og de forklarede hans navn ud fra askeles (udmattet) og epios (helbredende). I Asklepios hellige grotte blev de syge efter den sædvanlige renselse lagt til at sove på et lammeskind, og præstelægerne betragtede nu deres drømme. Her finder man på vidunderlig måde overgangen fra den gamle legemsfri terapi til en mere legemsbunden. I søvnen løser sjælen sig partielt fra de organiske sammenhænge, derfor mister vi bevidstheden under søvnen. Derved opstår en mellemtilstand, der manifesterer sig som en drøm. Forbinder sjælen sig stærkere ved legemet, så drømmer patienten om sin sygdom. Drømmen symboliserer hans lidelser, hvad der endnu i dag er et bekendt fænomen. Men var søvnen dybere, kunne sjælen i søvne udvide sig i kosmos, så var det muligt, at mennesket der oplevede sit helbredelsesmiddel i drømmen. Den legemsfri del af sjælen dykker under søvnen ned i naturens åndelighed. Naturens åndelighed er en del af isiskraften, for endnu engang at bruge det ægyptiske billede. Verdenssjælen gennemstrømmer også naturen, verdenslegemet. – Ser nu den sovende sjæl tilbage på det syge legeme, så lever der i den ønske om at helbrede det, og den finder helbredelsesmidlet til det i naturen. Sådanne drømme er jo, endda beskrevet i historien f.eks. om Alexander den Store og andre. – Asklepios præster var skolede til at henføre det mikrokosmiske menneske til makrokosmos. De kunne følge sjælen tilbage til det syge organ ved opvågningen, og nåede således til en viden om sammenhængen mellem natursubstanserne og de syge organer. Her begynder pendulslaget mellem diagnose og terapi. Af disse kilder har Hippokrates endnu øst sin viden om de forskellige måder, hvorledes sjælen kobles ind i livsprocesserne.

For at få en bedre forståelse af den daværende opfattelse af menneskets sammenhæng med naturen citerer jeg et sted fra Walter Johannes Steins artikel. Han skriver: ’Således håndhæver Asklepios med rette merkurstaven, slangestaven som guden Merkur fik af Apollo og med hvilken han kunne få den syge til at sove ind og genopvække ham, hvilket betyder at binde og løsne det åndeligt-sjælelige. Merkur var den åndelige lærer i alle antikke helbredelsesmysterier, ikke abstraktionen, men som real åndelig væsenhed, af hvem de indviede præstelæger modtog deres undervisning’.

Men udviklingen går videre, og det betyder at den åndelige verden lukker sig til, mennesket overtager den gamle visdom som tempelstedernes tradition, der efterhånden degenererede.

Den for os vigtigste oldtids personlighed er lægen Hippokrates. Hvis det blev sagt, at Hippokrates begyndte at helbrede med substanser, så må man ikke forestille sig dette på en moderne måde. Det er heller ikke sådan, at der tidligere slet ikke blev brugt substanser. Men udgangspunktet var ganske anderledes. Vægten lå altid på forholdet mellem det åndeligt-sjælelige og det legemlige. Dertil skal bemærkes, at det korte tilbageblik på gamle metoder på ingen måde forbeholder sig at være fuldkomment, men kun har den betydning, at angive retningen som helbredelseskunsten har ændret sig i. Med menneskehedens nedadstigende bevidsthedsudvikling har der efterhånden udviklet sig en stadig mere dybtgående, ensidig anskuelse af materien, og i fremtiden vil den igen forvandle sig i opstigende åndelig retning.

I den græske tid kan man nu, på dette særlige punkt i den nedadstigende evolution, se massagens væsen, ligesom gymnastikkens, bragt i sin reneste udtryksform. Her ligger ur principperne. Thi grækerne vidste, at man bedst kan indvirke på den harmoniske indlemmelse af sjælen i legemet gennem aktiv og passiv bevægelse. For at vide dette, må man beskæftige sig noget nærmere med den græske bevidsthed. På den tid var der indtrådt en slags ligevægt i sjælens forhold mellem den fysiske og åndelige verden. Grækeren var på sin kulturs højdepunkt, et harmonisk væsen mellem himmel og jord. Hans guder kom efter græsk overbevisning ned til ham i hans tempel på den solbeskinnede jordoverflade. Mens menneskehedsopfattelsen hos ægypteren endnu lå i det oversanselige, således, at først livet efter døden gav dem den fulde opfyldelse af deres menneskeværd, nemlig foreningen med Osiris, ja selv det at blive en Osiris, så levede grækerne i en helt anden kulturstemning. Deres sjæle greb gennem kroppen med glæde omverdenen, de ville lade deres ånd virke her og nu i den fysiske verden, med besindighed. Den ofte citerede udtalelse: ’Hellere en tigger i solen end en konge i skyggernes rige’, beviser deres hjemstavnsfølelse på jorden og den allerede afdæmpede fortrolighed med den åndelige verden efter døden.

I den græske tid ville sjælene føle sig vel i legemet, de ville udvikle det til den højeste blomstring, men ikke for at bukke under i det og fornægte ånden. Sjælen skulle ikke glemme sin stjerneoprindelse, men derimod danne legemet harmonisk efter stjernereglerne, bringe væskerne/safterne i kredsløb og bevæge lemmerne efter himlens love. Grækerne følte, at Mars impulserede ham, når han modigt bevægede sig fremover, Venus regerede, når kroppen bevægede sig kunstnerisk. Saturn gav trangen til at lægge sig til at sove. Jupiter skænkede tankebevægelse og den plastiske kraft. Således er det ikke forunderligt, at den græske kunst frembragte disse uefterlignelige skikkelser, hos hvem man kan opfatte, at en stjernesjæl bringer livssubstans til at flyde ud af livsvæskerne og antage guddommelige former. Grækerne bringer altid menneskeformen sådan til udtryk, at det højeste princip, ånden - i dag kaldet jeget – behersker og ordner alt harmonisk. Vognstyreren holder sine heste fast i tøjlerne. Det åndeligt–sjælelige skænker det, hvad Goethetiden kaldte ædel enfoldighed og stille storhed, to egenskaber som kendetegner alle græske kunstværker.

På den tid opstod gymnastik og massage for at påvirke legems- sjæleligevægten således, at kroppen kunne være et sundt instrument for dette folks daværende kulturopgave. Legemsplejen gennem aktiv og passiv bevægelse havde en universel pædagogisk – terapeutisk karakter og blev udført i gymnasierne, som i begyndelsen altid må tænkes i forbindelse med tempelstederne. Selvfølgelig emanciperede den sig senere fra dem nøjagtig som hele helbredelseskunsten.

Hippokrates' ledesætninger, som er overleveret til os, og som jeg har taget fra Kirchhoffs lærebog om massage, er kun virkeligt forståelige med denne baggrund:

Kraftig massage gør fast

Let massage løsner

Megen massage bringer dele til at svinde

Moderat massage får dele til at vokse

Denne slags legemsbehandling, beror endnu på den indsigt at sjælens indtrængen i legemet, vækker de ubevidste livsprocesser indefra, nøjagtig som de hos planten vækkes udefra fra kosmos. Disse processer skaber ingen bevidsthed. Bevidsthedsdannelsen derimod kan kun ske på grundlag af nedbrydningsprocesser. Forstærkning af legemsbevidstheden bringer, gennem megen massage, dele, dvs. legemssubstans til at svinde, som det hedder hos Hippokrates.

Grækerne med deres væske/saftlære og den aristoteliske lære om elementerne, som forbinder det kosmiske til jorden og menneskene, udøvede endnu denne gymnastikkens og massagens kunst i samklang med disse kosmiske elementers indflydelse. Rudolf Steiner viser hen til, at athenienserne under deres øvelser tog hensyn til sol, skygge og ydre luftforhold og derigennem skabte frie, veltalende naturer, som gerne åbner sig mod den ydre verden; spartanerne derimod iagttog ikke disse meteorologiske forhold, og gennem en streng hærdning af legemet, drev de sjælene indad og frembragte derved hårdere, men derfor også ofte dybsindige naturer.  Disse forskelle kaster et lys over kendsgerningen om, hvor meget legemsplejens form virker på legemets forhold til sjælen og derigennem på en tidsepokes bevidsthedsdannelse.

Efter at mysterierne, i hvilke menneskene endnu ikke kunne blive bragt til en skuen af åndelige sammenhænge, var lukkede, bliver den gamle visdom formidlet til efterverdenen gennem tradition, og der opstår ganske langsomt behandlingsområdet af det fysiske legeme alene. Den lære som Hippokrates, der selv endnu var mysterieelev, gav, blev bevaret i praksis gennem lange tider. Derom vidner hans eget næsten guddommelige ry og hans store elevers ry. Hippokrates viden impulserede på en vis måde endnu hele den romerske historie, ja, den strålede endnu langt ind i middelalderen. Særligt i Rom faldt hans lære i meget frugtbar jord. Der virkede overvejende græske læger. En stor gruppe af læger kaldte sig asklepiaderne efter Asklepios for dermed, at dokumentere herkomsten af deres viden og metoder. Galens talrige skrifter er bibeholdt os frem til i dag, hvor detaljerne i Hippokrates lære er udarbejdet. Elementerne varme, luft og vand, og også jord, spiller endnu en større rolle end medikamenterne. Også indgivelse af brækmiddel (til en indre renselse) og åreladning er foranstaltninger, som anvendes for at øve indflydelse på væske kredsløbet, hvori den åndede sjæl dykker ind og frembringer en levende pulsering. Endnu århundreder efter Hippokrates virker hans mysteriekundskaber videre og giver også de begreber, som vi i dag udelukkende bruger materialistisk og abstrakt, en meget dybere betydning. Således er læren om elementerne, som Aristoteles gav sin elev Alexander noget helt andet end vor opfattelse af aggregattilstande. Under ild, vand, luft og jord forstod man altid substansverdenens tilstande, som hver for sig formidlede en anden kosmisk entitet til jorden eller det fysiske legeme. 

Efter mysteriet på Golgata, bragte den opstående kristendom fra katakomberne en fuldstændig vending i det almindelige historiske- og kulturelle liv. Den gamle visdom blev snart forfulgt som hedensk, legemet blev betragtet som syndigt og hele tyngdepunktet vendte sig igen mod sjælen, som ud fra kraften i Kristi efterfølgelse tilstræbte foreningen med Kristus i det hinsidige – erindrende ordene: ’Mit rige er ikke af denne verden’. Disse første kristelige århundreder var fyldt af en stor trang til, igen at kunne løsne sjælen fra det syndige legemes omklamring. Mysteriet på Golgata havde jo, i virkeligheden bragt den store vending i hele menneskehedsudviklingen, den nedadstigende udviklingsfase var blevet tilføjet kimen, som efterhånden skulle forvandle sig i en opadstigende udvikling. Om denne impuls’ intensitet fra den første tids martyrer og dødsovervindere, gør vi os i dag ingen sammenlignelige forestillinger mere. Men den fuldstændige henledning af al stræben mod det hinsidige – lod efterhånden den gamle indsigt i legemsplejen forsvinde. Dertil kommer, at der allerede fra det 8. og 9. århundrede var brudt et helt nyt indslag ind i videnskaben fra den arabiske verden. Da begyndte den medicin, som udelukkende gik ud fra efterforskning af fysiske kendsgerninger, således at det døde lig, allerede i middelalderen blev grundlaget for den videre udvikling, og altså ikke længere det af levende væsker impulserede menneske. Traditionens tid var dermed endt og kun en tynd strøm løb endnu videre i det forrige århundrede. Empiriens nye tidsalder begyndte. Terapien med elementernes naturlige medicin forsvandt fra de højere lærde lægers synsfelt, i takt med at de blev uddannet ved de arabiske universiteter.

Efter længere pause dukker legemsplejens område igen op i det 18. og 19. århundrede i menneskets synsfelt. Man kan se bort fra bestræbelserne for at opnå dygtiggørelse af ungdommen gennem gymnastik, som det f.eks. skete i Prøjsen gennem gymnastikkens fader, Friedrich Ludwig Jahn, fordi dette mere var en kamp-sportsagtig impuls, mere end det var en merkuriel impuls. Anderledes var det i Sverige, hvor der i begyndelsen af det 19. århundrede dukkede en mand op, der skaffede gymnastikken og massagen fornyet verdensry. Det var Per Henrik Ling. Ham må vi betragte nærmere, som et nyt vendepunkt i massagens historie. Betegnende nok var han ikke læge, men som tidlig faderløs præstesøn, vendte han sig først mod teologien og blev senere huslærer i Tyskland. Derefter deltog han som officer i flere felttog og kom hjem med svære reumatiske lidelser, som han skal have helbredt sig for gennem fægteøvelser. Hele hans interesse vendte sig nu mod gymnastikkens og massagens område, efter at han havde afprøvet disse metoders velgørende virkning på sit eget legeme.

Primært udviklet som et værktøj i undervisnings øjemed, men senere også som forebyggelse og direkte terapi for forskellige sygdomme, udarbejdede han et system af enkle og gentagne bevægelser, som på massagens område må siges at være nyskabende. Han skelnede i løbet af sit arbejde mellem en forebyggende gymnastik, en pædagogisk, en medicinsk og en æstetisk (se Dr. Franz Kirschbergs bog ’Handbuch der Massage und Heilgymnstik’). Når man i den netop omtalte lærebog læser sætningen, som skal karakterisere Lings livsanskuelse er der skrevet: ’Han konstruerede livet her som bestående af en samvirken af tre grundformer; den dynamiske, den kemiske og den mekaniske, som gennem deres gensidige indgriben i hinanden fører til en åbenbaring af livets fænomener’, så virker denne anskuelse som en afbleget erindring om den gamle visdom, hvor man endnu ikke vidste, at der bagved alle livsytringer i virkeligheden findes et samspil af kræfter, som i den nyere åndsvidenskab bliver betegnet med udtrykkene astralt (dynamisk), æterisk (kemisk-biologisk) og fysisk (mekanisk).

Naturligvis er der ingen overensstemmelse i begreberne, men kun en sidste efterklang, som af en glemt melodi. Efter overvindelse af de største vanskeligheder lykkedes det Per Henrik Ling i 1813, at grundlægge et statsligt institut i Stockholm. Dette institut blev kendt verden over. Elever fra alle lande kom til Sverige for at lære der. Gennem 26 år virkede Ling på dette sted og har uddannet et utal af elever. Svensk helsegymnastik og massage er siden blevet et almindeligt kendt begreb.

Imidlertid begyndte Ling’s efterfølgere at give det temmelig komplicerede system en teknisk retning. Trods dette virkede Lings store impuls videre i tiden. Den nutidige svenske massage er en kombination af elementer af den lingske metode og den hollandske læge Mezgers arbejde. Han virkede i den anden halvdel af det 19. århundrede i Amsterdam og blev atter og atter opsøgt på grund af sine store resultater. Han videregav de gamle håndgreb og banede massagens vej ind i den nyere medicin.

I dag hvor medicinen er blevet meget specialiseret, men også materialistisk, må vi sige ligesom Goethe; ”Vi har så mange dele i vor hånd, at det åndelige bånd truer med at gå tabt”.

I dag gives der en hel række af specialmetoder, som går ud fra legemets enkelte systemer, med udgangspunkt i et rent anatomisk, fysiologisk synspunkt. Dette hænger sammen med den moderne opfattelse af, at kroppens fysiske aktiviteter er den eneste realitet.

skrevet af Dr. Margaretha Hauschka